Gravhøje i Førslev Sogn

 

 Af de ca. 4700 gravhøje, der ligger spredt ud over det danske landskab er de 4 placeret i Førslev Sogn. Der er to typer: runddysser og langdysser. Runddysser er beregnet til en enkelt begravelse hvorimod langdysser indeholder fra én til flere gravpladser.

  Omkring 1880 har Nationalmuseet registreret alle gravhøje i Førslev Sogn; både dem som folk kunne huske og dem som stadig var der. Der blev registreret 12 gravhøje, hvoraf der i dag desværre kun er fire tilbage som er fredet - og en enkelt som ikke er fredet.

  Da Nationalmuseet`s protokol desværre ikke egner sig til nedfotografering, (det er håndskrevet i A3 størrelse) gengives det hermed i delvis afskrift; på kortet er angivet deres beliggenhed. Kortet er fra århundredskiftet, så der er visse unøjagtigheder i forhold til i dag men kortet er fra Nationalmuseet. Alle oplysninger vedrørende gravhøjene skal ses i relation til årene omkring 1880.

  Gravhøje i Førslev Sogn

• Matrikel 5a, Førslev. En meget lav runddysse ca. 20 fod i diameter, kun langs en del af randen mod syd, er nogle randsten (5) tilbage. I midten ses overkanten af sidestenene til et rektangulært kammer i V.Nv til Ø.Sø retning: i 1936 uforandret og fredet.
• Matrikel 12c, Førslev. For 6-7 år siden er sløjfet en langdysse, ca. 12 favne lang V®Ø; 4-5 favne bred N® I randen havde stået store sten, men intet gravkammer mindedes. (Tomten er nu indtaget i nabo parcellistens have).
• Matrikel 13a, Førslev. Langdysse kaldet `Maglehøj´- 133 fod lang N.V®Ø., 30 fod bred, ovenpå hvilken, henimod hver ende er opkastet en lille toppet jordhøj. Den sydøstlige ende er ca. 4 alen høj, den nordvestlige, kun et par alen. Disse høje dækker helt randstenene langs den N.Ø. side (hvor dog et par ses fremgravede i fjor af Dr. H.P.) og deres fod når et par alen udenfor. I rækken langs den sydvestlige side, ses 21 randsten (af de 16, kun toppen). En stor der henligger umiddelbart udenfor rækken, kunne se ud som et fordums gravkammer-dæksten. Mod nordvest er 3 endesten tydelige, mod sydøst, 2 - af hvilken den ene er sprængt i to stykker. Gravhøjen er fredet i 1883.
• Matrikel ukendt, Førslev. På udlodden mod Nord, ses rester af en aldeles forstyrret langdysse, ca. 40 fod lang N®S og ca 19 fod bred. Mod syd har der været 3 endestene som ligger sprængte. Pladsen foran de andre randstene, markeres kun af de huller hvoraf de er opgravet. Af gravkammeret ses kun usikre spor.
• Matrikel 16a, Førslev. En ca. 60 fod lang, meget forstyrret langdysse, `Klokkehøj´ i V.Sv til Ø.Sø retning,- ca. 23 fod bred. Randstenene ligger omfaldne og kun langs den nordlige side kan en række følges. Gravkammeret spores ikke. Syd for,tildels overskåret af vejen, - tomt af en dysse; kun enkelte sten mindes. Klokkehøj er fredet i 1912.

6. Matrikel 18a, Førslev. En runddysse med en mindre gangbygning og et rektangulært 9 fod og 6 tommer lang, 2-3 fod bredt kammer, fra hvis sydvestlige ende en ca. 7 fod lang gang spores at have stragt sig ud til randstenene. I den vestlige halvkreds af runddyssen står disse velbevarede; - i den anden halvkreds mangler flere og resten ligger omfaldne. Deres længde ses herved at være henved 6 fod. Runddyssens diameter er ca. 35 fod. Tæt udenfor randstenene mod syd ligger en stor sten, der formentlig har været dæksten til et kammer. Dyssen er fredet i 1883.
7. Matrikel 20g, Førslev. For ca 35 år siden er her af pastor Sørensen sløjfet en `stor dysse´. Den var indrettet ligesom et gravsted i midten og der stod sten udenom. På dyssens plads er der nu en mergelgrav.
8. Matrikel 2a, Levetofte. En dysse er her sløjfet ved at de store sten er gravet i jorden.
9. Matrikel 7a, Levetofte. To dysser er her sløjfet; en vest for gården, en anden N.Ø. for gården.
10. Matrikel 8, Levetofte. `Grønne høj´ er mulig levning af en langdysse i N.Ø®V retning, højest 36 fod lang; kun en enkelt stor sten er tilbage.
11. Matrikel 5d, Simmendrup. Nedpløjet høj; - om fund vides intet.

 

  Dette var Nationalmuseets protokol fra dengang. I dag er dysse nr. 1. 3. 5. og 6 registreret som fredet mindesmærke og nr. 10 som ikke fredningsværdigt; - resten omtales ikke mere.

  Ingen af dysserne i Førslev sogn har været udgravet og der foreligger ikke oplysninger om evt. fund, men meget tyder dog på at gravhøjene er blevet plyndret engang i fortiden. Alle gravhøjene er tidsmæssigt placeret i bondestenalderens tidligste del; ca 3500 år f .Kr. Hvor mange der oprindelig har været, vides ikke, men mange er blevet sløjfet eller ødelagt, når der skulle skaffes byggematerialer til gårde, herregårde, kirker og veje.

 

 

Kildemateriale :

Nationalmuseet`s afdeling for

Oldtid og Middelalder.

 

Ove Nielsen.

 

 

Øde Førslev Kirke

Førslev kirke, der er det ældst bevarede bygningsværk i byen, stammer fra den store kirkebygnings tid i 1100-tallet. Hvad der har været af gudshus eller trækirke før denne, er der ikke fundet spor af.

  Det ældste af kirken, har været opført i Faxe kalk, kridt og kampesten. Rester af det ældste kan ses som det nederste af murværket i koret. Den første kirke har haft en størrelse der ca. svarer til en lofthvælving i koret og to lofthvælvinger i skibet; - og måske et Apsis. (Apsis er en halvrund tilbygning)

  Det mest bemærkelsesværdige ved Førslev Kirke, er dens ualmindelige placering. Hvor langt de fleste kirker er placeret højt, i eller ved byen, - er Førslev kirke placeret udenfor og lavere end byen. Hvorfor kan der kun gisnes om.

  Men da der i Middelalderen lå 2 hovedgårde her, - en i Førslev og en i Simmendrup, kan kirken være placeret mellem de to byer for at tilgodese begge storbønder, der jo nok begge har bidraget til kirken.

  En anden teori går ud fra kirkens beliggenhed på en meget lav forhøjning i et lavt område, der i flg. gamle kort, markeres som et sumpet område; kirken kan være placeret her af forsvarsmæssige grunde, da den måske var den eneste bygning opført i sten og derfor det sikreste tilflugtssted i ufredstid. Måske kommer landsbynavnet ”Øde” Førslev fra betegnelse: Førslev Øde kirke, dvs. en kirke der ligger øde, altså afsides.

  At der op gennem middelalderen er sket en jævn udvikling, og at befolkningen er vokset, kan ses i de udvidelser, tilbygninger og ombygninger, der op gennem tiden sker med kirken.

  I sidste halvdel af 1200-tallet, bliver Førslev kirke udvidet. Koret udvides mod øst. Materialerne forneden er fra den nedrevne gavl og det formodede apsis; - det øverste i munkesten. Taggavlen er muligvis muret om i nyere tid. Koret har på overvæggen ansatser for hvælvinger, disse er dog først blevet lavet senere; - omkring 1400-tallet.

  Samtidig udvides skibet mod vest: Det opføres i munkesten – også her har man planlagt at erstatte bjælkeloftet med hvælvinger allerede ved udvidelsen, da der laves ansatser for disse. Hvælvingerne bliver dog først udført ca. 100 år senere. Hvælvingerne i skibet er ældre end hvælvingerne i koret. I 1500-tallet bygges der igen. Denne gang bygges sakristi, våbenhus og tårn.

  I sakristiet er der brugt genbrugsmaterialer fra kormuren i form af kalk og kampesten. Her er hvælvingerne dog lavet samtidig. Bag loftet, er der på en af de øverste skifter, indridset et marekors (marekors er et magisk tegn, der har form som et stjernetegn med fem takker, til beskyttelse mod overnaturlige magter. ” dansk betegnelse for en drudefod ”).

  Våbenhuset  bliver tilsyneladende ikke bygget lige så solidt som resten. Det blev allerede i 1671-72 restaureret, da det var ”ganske udfalden”. Bedst bevaret er gavlen med de syv kamtakker og de syv højblændinger uden om de to store rundblændinger.

  I tårnet er der blevet brugt kampesten i et enkelt skifte mod vest – men ellers i munkesten. Trappehuset har en meget lav rundbuet dør. Også tårnrummet har krydsbuet hvælving. I klokkestokværket er der på hver side to fladrundbuede glamhuller. Gavlen har 7 kamtakker og 7 spidsbuede blændinger.

I slutningen af forrige århundrede blev mange af landsbykirkerne ”moderniserede” og restaurerede – efter vores normer noget hårdhændet og uden respekt for fortidens bidrag.

  I 1876 gennemgår kirken en meget omfattende renovering ved arkitekt  Fr. V. Tvede. Skibet bliver fuldstændig skalmuret, og der laves støttepiller. Resten er stærkt ombygget med nye munkesten. Der bliver indsat nye spidsbuede vinduer, korbuen bliver ændret til spidsbuet og indgangsdøren ændres, så den bliver fladbuet og sidder indvendigt under et spidsbuet spejl. Alle tagværker udskiftes og der oplægges tegltag. Indvendig bliver alle hvælvinger og vægge afrettet med puds og en del omdannede.

  Kirkegården mod øst og halvdelen af nordmuren, er det oprindelige kampestensdige. Mod syd, ved porten, er muren i munkesten og kalket. Kirkegården er blevet udvidet mod vest, dog før dette århundrede.

  Går man ind i kirken i våbenhuset, møder man på væggen fire, af de i alt seks ligsten, der er i kirken. De har alle ligget som dække over begravelserne i gulvet, og er blevet mere eller mindre nedslidt, afhængigt af, hvor i kirken de lå.

  Til venstre ses, nærmest indgangen, ligstenen for sognepræst Peder Clausen Nelle 1676 – 1714 og hans hustru Abigael Rasmusdatter  Hammer. Af indskriften er noget på latin og noget på dansk.

  Den anden til venstre er over sognepræst Jens Jacobsen Bruun, der var præst her 1714 – 1733  og hans enke Elisabeth Lassen, død 1747. Nederst, i to små skjolde, er indhugget ægteparrets monogrammer. Stenen har været brugt før, da den oprindelige indskrift er udslebet og en ny på latin er indhugget. Begge disse sten er grå Ølandsk kalksten.

  Til højre hænger nærmest indgangsdøren en ligsten i rød sandsten over Mikkel Hermannsen, som var præst her i 6 år, 1555 – 1561.

  Den anden ligsten er i grå sandsten, og den ældste og måske også den mest interessante. Den er over Hermann Mikkelsen, som var præst 1523 – 1555, gift med Maria Jostdatter. Han kom hertil i den katolske periode, men var ivrig tilhænger af den protestantiske trosretning, hvilket ses af, at han var herredspræst. Det vil sige, at han var en af Biskop Peder Palladius`  betroede medarbejdere ved indførelsen af reformationen i Ringsted herred. Han har altså prædiket her under begge trosretninger. Indskriften er med de gamle munkebogstaver, de såkaldte majuskler.

  De to kirkebøsser ved indgangen til skibet er fra omkring 1830.

Til venstre, i tårnrummet, ses det nye orgel, som passer meget smukt ind i kirken. Til venstre for orgelet ses en ligsten over Peder Sørensen Sverdborg 1630 – 1659. Det er den bedst bevarede sten, der dog er slået i 3 stykker. Det var Peder Sørensen, der i 1630 påbegyndte kirkebøgerne i Førslev.

Stoleværket er fra 1876 i egetræsmalet fyr, hvorpå de gamle renaesancegavle er anbragt. Prædikestolen er fra omkring 1625, med 4 felter med de fire evangelister, adskilt ved hermer; skikkelser der symboliserer: mådehold, kærlighed, tro, styrke og håb. Stolen blev i 1666 – 67 stafferet af en maler fra Næstved og den var i 1758 nogle steder forgyldt, men fremstår i dag i renset eg efter restaureringen i 1913.

  Korbue krucifikset står også i renset eg og er fra ca. 1456; - det er anbragt på skibets syd-væg.

  Døbefonten i romansk stil, er udført i granit af Roskilde typen, og er måske det ældste inventar i kirken. Foden er i beton af nyere tid. Den oprindelige fod er måske gået i stykker ved flytning. Døbefonten stod oprindeligt i skibet ved indgangen. Fadet er i Nürnberg. Fonten stod oprindeligt i skibet ved indgangen. Fadet er et Nürnberg- arbejde fra sidste halvdel af 1500-tallet. Kanden er af tin og fra 1825-50.

  Altertavlen er fra Chr. d. 4. tid, måske fra 1626; dette årstal ses forneden og ordene: ”Verbum Dei est cibus animæ” (Guds ord er sjælens føde). Et tidligere maleri fra forrige årh.: Korsfæstelsen, der før har været anbragt i altertavlen, er nu ophængt i det nordøstlige hjørne af skibet.

  Alterbordet er moderne og i fyrretræ.

  Alterkalk og disk er fra 1698. Det skal nævnes at der på fodens overside er graveret ” Hæe ealix eum patella sua destinata est usui sacro ecclesiæ Førsloviensis 1698” (” Denne kalk med sin disk er bestemt til hellig brug i Førslev kirke 1698 ”)

  På venstre side i koret er den gamle alterbordplade fra den katolske tid, ophængt. Interessant og enestående for Førslev: at alterbordplade er brugt til ligsten. Det plejer at være omvendt. Desuden sjovt at en rettroende protestantisk præst, får en med katolsk relikviegemme. Hullet i midten, hvor de katolske relikvie har været gemt, ses stadig. Den er brugt som ligsten over sognepræst Niels Hermannsen, 1561 – 1603. Han var gift med Maren Nielsdatter.

  I tårnet hænger 2 klokker; - den ene er fra 1873 og støbt hos B. Løv og Søn. Den anden, er den ældste, den stammer måske fra 1300 tallet, denne klokke har ringet her i ca. 600 år.

  Af de ligsten, der er i kirken, er tre fra samme slægt. Det er Hermann Mikkelsen og hans sønner Mikkel Hermannsen og Niels Hermannsen, der tilsammen prædikede her i sognet i 80 år. Embedet kunne således gå i arv i familien.